Ét af havens træer danner en hel lille hule.
Det er hængeelmen: Ulmus glabra ‘Camperdownii’
Den er podet på en grundstamme i over to meters højde, og derfra vokser grenene ud og ned, så den danner en hule.
Camperdown-elmen, som den ofte kaldes, blev fundet af skovfogeden på godset Camperdown i Skotland i sidste halvdel af 1830-erne.
Derfra er den så spredt til planteskoler i mange lande, og i dag er den, om ikke almindelig, så dog heller ikke sjælden.
Hvordan min Camperdown-elm blev til, er en lidt pudsig historie:
Det er en kendt sag, at grundstammens vækstkraft påvirker podekvistens vækstkraft, og omvendt. Derfor havde jeg fået den idé, at hvis jeg nu podede en søjleelm på en dværgelm, så ville jeg nok få en søjleformet dværgelm.
Det skulle selvfølgelig prøves.
Som grundstamme brugte jeg Ulmus ‘Jacqueline Hillier’, der er kendt for sin meget moderate vækstkraft og små, tætsiddende blade.
Søjleelmen var en Ulmus glabra ‘Exoniensis’. Den har oprette grene, og selv bladene er opadstræbende.
Den er normalt kraftigt voksende, Men drømmen var, som sagt, at den ville få meget mere moderat vækst, når den blev podet på en langsomt voksende grundstamme.
Dén drøm blev hurtigt knust. Da først podekvisten var groet fast, skød den i vejret som en raket, og på to vækstsæsoner blev den over to meter høj.
Så opstod ideen om at lave en elmehule, og Camperdownii-elmen blev podet på den høje søjleelm.
Den gang var der sjældent så langt fra tanke til handling, og derfor består min hængeelm altså af tre forskellige sorter.